torsdag den 18. februar 2021

Positionsbestemt lyd i Minecraft med Mumble

 Her kommer en fed ting, som er temmelig teknisk: "Positional Audio - eller på dansk "Retningsbestemt tale" i Minecraft. Altså: Man kan tale med de andre, og man kan høre, hvor de er henne. 

Her er en opskrift.

Du skal bruge:

  1. Minecraft 1.16.5. Det henter du på www.minecraft.net
  2. Java. Check om din computer har java ved at køre cmd og taste java -version. Kommer der en fejl, så har du ikke java. Hent det her: java-for-minecraft.com/en/
  3. Mumble client 1.3.4. Den henter du her: www.mumble.info
  4. Forge 1.16.5. Hent den her: http://files.minecraftforge.net/
  5. Mumble link. Den henter du her: https://www.curseforge.com/minecraft/mc-mods/mumblelink/files
Du skal gøre:
  1. Installer Minecraft.
  2. Installer Forge. (Hvis det ikke er en exe-fil: tast cmd og kør java -jar navn-på-forge.jar)
  3. Installer Mumble-client. 
  4. Kopier mumblelink.jar ind i minecrafts mod folder.
  5. Start Mumble og connect. (Server adresse og adgangskode kan findes i koderummet på minecraftbasen)
  6. Start Minecraft via den almindelige Minecraft launcher og kør Forge.
Check at Mumble-link er synlig inde i MODS menuen.

Indstillinger i Mumble...
  1. Husk at tænde for positional audio inde i plugins.
  2. Husk at tænde for sammenkædning med plugins.
  3. Juster minimum lydstyrke og maximum afstand.

Sådan ser det ud inde i Minecraft på linux. Der er allerede kommet en nyere udgave af Forge, så versionsnumrene er ikke vigtige:

Mod skærmen i Minecraft med Mumble
 

Log ind på Minecraft og sig ligesom Berta: "Jeg kan tale" !! 

Hvis nogen skal bruge en opskrift til OSX / Linux, så kan det også lade sig gøre.

søndag den 14. februar 2021

Valentines Konkurrence

 Så var der bygge konkurrence... Aftenens tema var (naturligvis) Valentines, så opgaven var at bygge en Romantisk Valentines Restaurant. Se billedet.

Aftenens opgave

Og der blev bygget; Det blev til fem meget forskellige restauranter, og det er meget svært at se, hvilken der er bedst; Heldigvis giver deltagerne selv hinanden points, så det blev en delt førstplads med 36 points til Edinabott og Icmy. En delt andenplads til Freja98 og Smi11a med 35 points, og endelig Leo på sidsten med 30 points, for der gik desværre ild i hendes bygningsværk.

Det var således ikke meget der skilte vandene, og det ene extra point, man fik for stearinlys endte med at være afgørende; Begge vindere havde nemlig ægte levende lys i deres restaurant.  

Bygningsværkerne kan ses i indslagene længere nede ad siden.

Frejas romantiske Restaurant

 Frejas restaurant ligger flot placeret på en bjergtop, men det er ikke bjergtoppen, der ses, - det er selve restauranten, som er designet - helt fantastisk - i Valentines tema...

Indgang

Indenfor mødes man af en foyer med bibliotek og køkken, - om som en særlig detalje er der også en stumtjener til frakken.

Indenfor

Måske kan man undre sig over stigerne, men de fører altså op til en tagterrasse, som har den mest formidable udsigt over havet. Den er vi nødt til at have et billede af, så her...

Tagterrasse

Supergodt tænkt, og så må i nøjes med at se toiletforholdene udefra - det er den lille bygning på første billede. Fantastisk arkitektur i temaet - supert sted til en Valentines date.

Edinas romantiske Restaurant

 Edinas Restaurant ligger på en lille bjergtop med en mageløs udsigt over Strandhotellerne og havet, men indgangen er superhemmelig.

Indgang

Indenfor mødes man af en hyggelig foyer med stearinlys og så er der terrassen med udsigten. Den fås ikke bedre.

Indenfor

I kælderen findes køkken og toiletter, som begge har gode detaljer. Køkkenet har et helt særligt kølefryseskab, som kan åbnes og indeholde ting og sager.

Toiletter

Som det eneste sted er der ligefrem sat blomster frem på toiletterne. Alt ialt et rigtig dejligt sted, hvor man tænker på menuen straks man se den skønne terrasse med udsigt.

Icmys romatiske Restaurant

 Icmys restaurant er bygget ind i et bjerg, og så hænger der en skøn terrasse ud fra bjerget med borde til gæsterne. Det ser superhyggeligt ud, men man skal atså kunne flyve derop, for der er ingen indgang.

Indgang?

Indenfor er der hyggeligt og huleagtigt. Der er en gang med superfint køkken med mange gode detaljer.

Køkken

Naturligvis er der også fine toiletforhold - for enden af gangen og med stearinlys.

Toiletter

Et superhyggeligt sted, hvor man har lyst til at hænge ud, - omend adgangen dertil er lidt vanskelig.

Leos romantiske Reaturant

 Leos Restaurant ligger ret godt på toppen af en lille bjergknold, og indgangen er helt eventyrlig.

Indgang

Indenfor er der det skønneste rum, som sikkert var tænkt til borde. Udsigten fejler ihvertfald ikke noget, men indretningen mangler. Det skyldes at de arbejdede for hårdt i køkkenet, så der gik ild i hele molevitten - hele to gange.

Indenfor

Det var lidt ærgerligt, for bygningen ser superhyggelig ud. Man kan jo håbe på, at stedet alligevel bliver gjort færdig en gang.

Toiletter

Hele bygningen tilgås via den centrale snoede trappe, og nederst ligger altså køkkenet med en kæmpe pejs. Toiletterne var også næsten færdige. Ærgeligt, for stedet har super charme. Som sagt: Man kan jo håbe, at det bliver bygget færdigt en anden gang.

Smi11as romatiske Restaurant

 Smi11as restaurant ligger hyggeligt placeret i skoven.

Indgang

Der er udsigt til træer, træer og atter træer. Man skulle tro, det var i Sverige et sted, omend man faktisk kan skimte havet fra et af vinduerne.

Indenfor

Indenfor mødes man af et åbent køkken og små hyggelige borde med ægte stearinlys... Nåja, og så er der Valentines-katten, der mjaver velkommen.

Toiletter

Der er fine toiletter i kælderen, - hele tre styks, men der er også plads til en hel del gæster, for der er flere borde på første sal, - ligeledes med stearinlys, som giver eet extra point. Skønt sted inde i træerne.

Xonotic freezetag

 Vi prøvede noget nyt sidste gamernight: Freeezetag. Freezetag er lidt ligesom ståtrold, så der er 2 hold, og når du bliver dræbt af en fra det andet hold, dør du ikke men bliver frosset inde i en isklump. For at komme fri skal en fra dit hold stå ved siden af dig, indtil at du er tøet op.

En frosset spiller








Herover: Sådan set der ud, når en spiller er frosset inde i is. 

Herunder: Sådan ser det ud, når en spiller bliver frosset ind i is.

En der bliver skudt








Det er et super sjovt spil hvis man er mere til hold spil, hvor man ikke bare dør hele tiden.

Trætophuse i Elverland

Så blev der bygget i Elverland. Der var mange ivrige fingre, der klikkede løs, og ovre i kanten af junglen dukkede der en hel lille by af træhuse op.

Træhuse på kanten af junglen

Her er indgangen til Elverland, som er godt beskyttet af tæt jungle hhv. bjerge, og så er der mure i de to andre verdenshjørner. 

Her bygger MejseogPlet & Emily

 Der blev bygget i mange forskellige stilarter, og der er altid sjovt at se, hvordan den samme ide kan realiseres. Her er det MejseogPlet, der bygger højest oppe i trækronen.

AcrylicRoom1944 lægger tag

Og her ses AcrylicRoom1944 i færd med at lægge tag - også på et hus højt oppe i jungletræerne. Der er gangstier hængt op, så man kan komme rundt på besøg.

IamSwedish123 indretter

Det er svært at se, men IamSwedish123 rumsterer rundt inde i denne camouflerede træhytte og indretter. Læg mærke til den fantastiske understøttelse af altanen.

smi11a checker taget

Længere inde bagved er smi11a i gang med at lægge tag på "det lille hus". Beboelsen er i det store hus i forgrunden.

Det er vist SophiaAya, der bygger

Lidt længere henne har vi dette hus, som ser ud til at hænge lidt sammen med AcrylicRoom1944s bygning. Det er vist SophiaAya, der er i gang her. Dejlig terrasse der i midten.

 

KatrineKanin bygger hemmelig hule

Lidt mindre højde er der på KatrineKanins hemmelige hule, som ligger halvt inde i bjerget og halvt ude i træerne. Så der er vist bygget i alle højder.

Demohuset

Og her ses så Icmys demohus-træhus, som det hele startede med. Utroligt som kreativiteten blomstrer.

Solnedgang over træhusene

Og således - efter megen byg og hyg med stærke kreative kræfter på spil - gik solen ned over trætophusene. Det bliver spændende at se den nærliggende svampehusby, når den skal bygges.

Tak for nu fra de to GameMastere: Icmy & Nullemor

torsdag den 11. februar 2021

Solen går ned over...

 Sådan en solnedgang er da ren idyl...

Icmy bygger "Smølfehuse"

Hvad mon det er for et land, der er ved at opstå her?



mandag den 8. februar 2021

Stearinlys i Minecraft

 Snart er det Valentines day, og der var een der spurgte, om man kan lave stearinlys...

Stearinlys i Minecraft

Svaret er: Nej, ikke direkte fra inventory, men med et par små tricks i ærmet, kan det alligevel lykkes.

Her er opskriften:

  1. Fjern een blok.
  2. Put en halv blok i hullet.
  3. Stil et stativ derned.
  4. Tryk en træblok ned over stativet 2 gange med stempler.
  5. Sæt et custom playerhead på stativet.
  6. Sæt en fakkel på træklodsen ved at pege på hjørnet.

Voila! Et stearinlys i Minecraft.

søndag den 7. februar 2021

Hotel Abott

 Hotel Abott går linen helt ud med hensyn til Strandhotel. Det er simpelthen placeret på sin egen lille ø. Superlækkert, som det fremgår. Der er mange gode udendørs detaljer, såsom en pool med vippe, og hvad man ikke kan se, det er, at poolen har undervands udsigt til et akvarie.

Front

Indenfor er der en nydelig og meget lækker foyer med nedgang til værelserne. Ja, nedgang. Værelserne ligger alle under vandet med fantastisk udsigt til fisk og undervandsplanter.
Foyer

Alle værelserne er forskelligt indrettede. Et har udsigt til havet. Et andet har et akvarie, og et tredje er fyldt med billeder af livet i havet. Værelserne er måske ikke så store, men de har charme.
Værelse

Det er kort og godt er superlækkert strandhotel - meget præget af det maritime, som er synligt uanset hvor man befinder sig. Et par cocktails og højttalere og så er der fest ved poolen. Skønt.


Hotel Icmy

 Hotel Icmy ligger i vandkanten og fremtræder i nærmest i italiensk villastil, - omend de to pools på toppen måske er en extra lille detalje i forhold til den klassiske italienske villa. 

Front

Indenfor møder man receptionen og restauranten, - borde, stole og blomsterkummer i nydeligt design. Der er plads til lidt flere i denne restaurant, for der er hele to etager med værelser.

Foyer

Værelserne er i flere størrelser, hvoraf de største er familieværelser med køjesenge til ungerne. Alle værelser har eget toilet, og - som nævnt - er der trapper op til taget, hvor der er to pools med lækker udsigt over havet.
Værelse

Bliver man træt af klorvand, kan man hoppe i havet, hvor der også er en badering og lidt anden badelegetøj. Alt ialt et dejligt rekreativt sted.


Hotel Leo

 Hotel Leo ligger ligesom de øvrige hoteller lige i vandkanten. Byggestilen er knap så moderne - men mere kringlet og superhyggelig. Taget er nærmest japansk inspireret. Stranden ser dejlig ud, og der er en kæmpe boble-pool ude foran. Lækkert.

Front

Indenfor er der en smuk foyer med nedgang(!) til værelset - så altså et luxus hotel med eet værelse og opgang til restauranten.

Foyer

Igen ser det måske lidt japansk ud, - og der er fisk under glasset i gulvet. Meget fin detalje. Det er nok Koi-karper.
Restauranten

Værelset, som ligger i kælderen, er super-cozy med undervandsudsigt til fisk og boblebad, men her ses topside resturanten, som er ganske fint indrettet - og med skøn udsigt. Jah, man kan altid drømme om sådan et sted.


Hotel Smi11a

 Hotel Smi11a er et hyggeligt strandhotel på kanten af vandet... ja, nærmest ude i vandet; Byggestilen er ret moderne, og den tilhørende pool og strand med badedyr ser indbydende ud.

Front

 Indenfor er der en reception med nøgleudlevering og en restaurant - og der står mad klar på tallerkenen. I kælderen er der bad og toilet. Ovenpå er der tre værelser.

Foyer

Værelserne er måske ikke vildt store men de er hyggelige, og så er de i temafarver, som passer til stole og håndklæder på stranden - en fin lille detalje. Ligesom på Hotel Freja - er udsigten fra værelserne formidabel. 
Værelse

Alt ialt et superhyggeligt sted med masser af strandstemning, og med plads til at boltre sig i vandet. Her kunne man nemt tilbringe en weekend.


Hotel Freja

 Hotel Freja er et luxus-strandhotel i supermoderne byggestil, og man må sige, det ligger ved stranden, - ja nærmest på stranden.

Front

 Indgangen vender også ud mod vandet, og det ser superhyggeligt ud med bålpladsen. Indenfor er der en pæn foyer med prislister og nøgleudlevering.

Foyer

Ovenpå er det et enkelt skønt værelse, hvorfor det må anses for at være et total luxus-forkælelses-hotel. Værelset har en skøn udsigt over havet, men terrassen...
Værelse

Terrassen må være det allerbedste. Her kan man nyde morgenmaden med udsigt til skov og bjerge, - eller man kan vende sig 180 grader og se ud over havet. Dejligt sted.



Hotelkonkurrencen

Strandhotelkonkurrencen blev vundet af LeonoraB med 36 points - her er et billede af aftenens MesterByg:

Strandhotel nummer eet

Derefter kom Icmy med 34p, Freja98 med 31p og Edina og Smi11a med 30p. Alle hoteller er superflotte på hver deres måde, men detaljer og flere billeder må vente til i morgen. Tak til alle byggere.

lørdag den 6. februar 2021

Team Deathmatch

 Et par skud fra aftenens Xonotic match...

Icmy jager Freja

Der skal holdes en del øje med banen, for der kommer mange "fremmede" ind.

Alberte får ram på Edinaaaaaa

Der blev spillet en hel del runder. Det var meget forskelligt, hvem der fik flest points.

Smi11a fører

Herover er Smi11a i førertrøjen, men ellers var det mest Edinaaaa og Icmy der fik flest kills. Af og til var også Leo og Alberte på toppen.

Alberte kører et dobbelt kill

Her er Alberte igen igang... det er Leo og Edinaaaaaa, der må æde bly.

Det er fantastisk at sidde inde i stuen ved siden af og høre alle udråb som: "Boom" og "Neeeej, Leo" og "Dødødødø". Man kommer helt sikkert ikke sovende til sejren.